I dag bliver rumkapløbet set tilbage på som en stor historisk begivenhed, især pga. at USA formåede at foretage en bemandet landing på månen i 1969. Månekapløbet har vist sig at være et kæmpe politisk spil om magt, som har haft store fordele og ulemper for begge involverede lande.
Hvilken politisk rolle spillede rumkapløbet i 1960’erne for USA og Sovjetunionen?
” We choose to go to the moon. We choose to go to the moon in this decade and do the other things, not because they are easy, but because they are hard, because that goal will serve to organize and measure the best of our energies and skills, because that challenge is one that we are willing to accept, one we are unwilling to postpone, and one which we intend to win, and the others, too.”
– John F. Kennedy – September 12, 1962
Dette er et udsnit af den tale fra den daværende præsident I USA, John Fitzgerald Kennedy, som satte rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen i gang. Talen informerede den amerikanske befolkning og resten af verden om, at USA havde planer om at foretage en bemandet månelanding inden årtiets udgang. Udenpå blev dette set som en storslået milepæl, som skulle fremme menneskehedens teknologiske udvikling. I talen bad Kennedy kongressen om at støtte hans vision om, at landsætte et menneske på månen. Det lykkedes i den grad. De næste par år blev nemlig kaldt ”de gyldne år” for det amerikanske rumagentur, NASA, som fik smidt et store summer af penge efter sig af kongressen. Kennedy understregede flere gange i talen, at intet andet rumprojekt ville gøre et større indtryk på jordens befolkning, og at det derfor var vigtigt at USA blev den første nation til at landsætte et menneske på månen. Der lå dog også et større politisk grundlag bag visionen.
Talen fandt sted i 1962, knap 17 år efter 2. verdenskrig. Dette var en tid med stor politisk spænding mellem USA og Sovjetunionen. Denne periode blev også kaldt den kolde krig, da krigen blev udkæmpet i form af ”stedfortræderkrige”, og ikke fysisk mellem de to stormagter. Pga. de nyudviklede kernevåben, turde ingen af parterne angribe, da det ville føre til, at begge lande ville blive udsat for atomangreb, som ikke ville føre til nogens sejr. Den kolde krig var primært bare en magtpolitisk konflikt mellem de to stormagter om at få kontrollen over Europa. Den kontrol kunne USA og Sovjetunionen få ved at vise verden, hvem af dem der var teknologisk overlegen. Dette kunne vises, ved at være den første nation, der landsatte en person på månen. Ikke nok med at der ville være kæmpe prestige i det, så ville det også være et afgørende bevis for, hvilken nation der var mest teknologisk udviklet.
Før afholdelsen af Kennedys store tale havde russerne allerede haft stor succes med at sende den første satellit i kredsløb om jorden i 1957. Satellitten hed Sputnik og vejede over 90 kilo. Herefter havde de også succes med at sende det første menneske, russeren Jurij Gagarin, i rummet i 1961. USA derimod, havde i 1957 forsøgt at affyre en Vanguard-raket, som skulle sende en satellit på knap to kilo rundt i kredsløb. Dette var lidt ynkeligt taget i betragtning af, at Sputnik vejede næsten 50 gange så meget. Uheldigvis for USA eksploderede satellitten på affyringsrampen, hvilket medvirkede at den fik øgenavnet Flopnik af mange internationale medier. Men Kennedys tale var startskuddet til, at USA vågnede op. Apollo-programmet, som var det rumprogram der skulle foretage en bemandet månelanding, blev sat i gang. Programmet viste sig at have flere succeser end fiaskoer. Apollo 1 kom dårligt fra start. Under en øvelsesnedtælling d. 27 januar 1967 antændte en gnist den rene ilt i luftkapslen, som brød i brand. De tre astronauter blev dræbt på stedet. Efter den fiasko gik det herefter bedre. Apollo 4, 5, 6, 7, 8, 9 og 10 var alle succesfulde. USA formåede at lave flere testflyvninger og sende et bemandet rumskib rundt om månen. Den næste rumraket, Apollo 11, skulle være den, som landsatte menneskerne på månen for første gang.
Efter succesen med Sputnik og det første menneske i rummet havde Sovjetunionen ikke haft ligeså meget held med sig. Det sovjetiske måneprogram var i høj grad præget af bureaukratiske vanskeligheder. Politikerne var uenige med hinanden, hvilket førte til en svag politisk styring og alt for få pengemidler. Samtidig døde Sergei Korolev af hjertestop i 1966, som var den ledende sovjetiske raketingeniør, og skaberen af Sputnik. I 1968 var striden især stor mellem de to supermagter. Kennedy havde jo lovet i sin tale, at USA ville sætte mennesker på månen inden årtiets udgang, som nu nærmede sig hurtigt. Sovjetunionen vidste derfor godt, at de skulle til at tage sig sammen, hvis de ville vinde kapløbet. Desværre forekom der en række uheld med deres Zond-program, som skulle fungere som testflyvninger til månen. Dog gav russerne indtrykket, at forsøgene havde været en stor succes til amerikanerne. Derfor gik Vesten rundt med den opfattelse at russerne var få skridt fra at foretage en bemandet landing på månen, selvom dette var langt fra sandheden. På dette tidspunkt var USA allerede mange skridt foran russerne, hvilket de ikke engang selv var klar over.
Den 16. juli 1969 var dagen, hvor Apollo 11, som var den raket der skulle transportere mennesket op til månen lettede fra jordoverfladen. Efter mange forsøg og prøveflyvninger var USA endelig klar til at tage det sidste skridt. Besætningen bestod af Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins. Begivenheden blev overværet af 7000 officielle gæster og 600 millioner mennesker fra hele verden, som så med i fjernsynet. Raketten antændte tidligt om morgenen og lettede fra landjorden. Først fire dage efter ankom den til månen, hvor månemodulet blev frigjort fra kommandomodulet. Månemodulet landede på månens overflade, og ud kom Armstrong og Aldrin (Michael Collins blev i kommandomodulet), og blev de to første mennesker til at berøre månens overflade, mens hele verden kiggede på. Allerede her var det afgjort, at USA havde vundet rumkapløbet. Astronauterne var på månen i næsten et døgn, hvor de fik plantet det amerikanske flag og sat en masse videnskabelige udstyr op. Tre dage efter var de nede på jorden igen. Hele aktionen tog otte dage fra start til slut. De tre astronauter blev vel mødt med parader og fester, da de kom tilbage på jorden. De var blevet nationale helte.
Helt op til d. 16. juli 1969 forsøgte russerne selv at komme op på månen. Knap to uger før opsendelsen af Apollo 11 blev en russisk raket opsendt midt om natten. Den fløj dog kun mindre end 200 meter, før den faldt tilbage på affyringsrampen og eksploderede.
Ved at lande på månen havde USA vist for verden, at de var teknologisk overlegne. For de to supermagter, handlede det nemlig også om at demonstrere, hvilken ideologi der først kunne sætte mennesker på månen. USA’s kapitalisme eller Sovjetunionens kommunisme. Nu havde USA statueret et eksempel på, hvad kapitalismen kunne udrette. Efter 2. verdenskrig lå der et såkaldt jerntæppe ned gennem Europa, hvor USA reagerede i vest og Sovjetunionen i øst. En af de vigtigste grunde til, at USA og Sovjetunionen gerne ville lande på månen var for at imponere befolkningen i Europa. På den måde kunne de ”rykke” jerntæppet til deres fordel. Ingen af landene ville nemlig have, at den anden parts ideologi blev stiftet i Europa. Månelandingen fungerede på den måde som et meget effektivt propagandamiddel rettet mod europæerne, så de vidste, hvilken af de to stormagter de skulle støtte. På den måde spillede månekapløbet en stor rolle i den kolde krig.
Hvad har rumkapløbet betydet for landenes politiske og økonomiske udvikling?
Der er delte meninger om, hvornår rumkapløbet helt præcist begyndte og sluttede. De fleste, inklusiv mig, ville nok mene, at det startede i 1961, hvor John F. Kennedy sagde, at han ville sætte mennesker på månen. Det var dette, som førte til det nervepirrende kapløb mellem de to supermagter for at vinde verdensbefolkningens opmærksomhed. Kapløbet sluttede formentligt i 1969, da det lykkedes for USA at landsætte tre astronauter på månen og bringe dem tilbage på jorden igen. Otte år havde det varet, og på den tid havde både USA og Sovjetunionen udviklet sig meget.
USA økonomiske og politiske udvikling
Tilbage i 1957, dengang den første satellit, Sputnik, kom i kredsløb om jorden, opnåede Sovjetunionen en kæmpe propagandasejr. Dengang hed den amerikanske præsident, Dwight D. Eisenhower. Han blev beskrevet som en meget videnskabelig engageret præsident, men på trods af det, havde han ikke en særlig stor interesse for USA’s rumfart. Han mente, at den prestige, som man kunne vinde med rumfart, ikke var ligeså vigtigt som en sund økonomi og en høj levestandard. Dette var befolkningen dybt uenige i. Det var en af grundene til, at John F. Kennedy, som havde en mere positiv opfattelse af amerikansk rumfart, blev præsident i 1961. På den måde var folkets mening med til at afspejle den politik, der blev ført i 1960’erne. Rumfarten blev prioriteret højere end meget andet på det tidspunkt.
På de otte år, hvor kapløbet havde fundet sted, brugte USA 24 milliarder dollars på at nå målet. Efter Apollo 11 formåede USA at foretage yderligere seks bemandede månerejser: Apollo 12, 13, 14, 15, 16 og 17. Allerede efter den første månelanding med Apollo 11, var interessen for rummet begyndt at blive mindre for befolkningen i USA. På en måde kunne man sige, at missionen allerede var blevet fuldført efter den første bemandede landing. De andre månerejser blev ikke kun iværksat for at vinde yderligere prestige i udlandet, men også for at hjælpe med forskningen af månen, ved at anbringe flere instrumenter og apparater på overfladen. F.eks. anbragte astronauterne på Apollo 12 en seismograf, som er et apparat der måler og optegner jordrystelser, på månens overflade. Hver tur til månen kostede dog ca. 400 millioner dollars, så spørgsmålet var, om det var pengene værd. Apollo 18, 19 og 20 blev alle aflyst af selvsamme grund. Dog var både raketter og rumskibe allerede blevet bygget, så det kan diskuteres, om det var en god ide.
I hvert fald så havde amerikanernes holdning til rumfart ændret sig. I modsætning til i starten af 60’erne, hvor befolkningen var meget ivrige efter at få mennesket på månen, så var interessen efter månelandingen i 1969 dalet voldsomt. Dette var måske også på grund af at man begyndte at se på alle de knap så gode ting, som rumkapløbet førte med sig. Én af tingene (og nok den mest tungtvejende) var, at det kunne mærkes på den amerikanske økonomi. USA havde jo som sagt investeret 24 milliarder dollars i projektet (hvilket i dag svarer til mere end 100 mia. dollars). Derfor er det åbenlyst, at mange syntes, at månelandingerne efter Apollo 11, var spild af penge, da deres eneste formål var, at få mere viden om månen.
Da Apollo-programmet sluttede var Richard Nixon præsident i USA. Han delte den samme holdning til rumfart, som Eisenhower havde i sin tid som præsident. Holdninger var, at man igen skulle begynde at fokusere mere på samfundet end på rummet. Beslutninger om rumfart blev for det meste nedprioriteret, medmindre det kunne gavne Nixons politik. Dette kan belyses ved at se på hvor stor en procentdel NASA’s budget udgjorde af det samlede forbrug i landet. Mellem 1963 og 1969, hvor månekapløbet var aktuelt, lå budgettet på 2-4,5%. Efter månelandingen i 1969 faldt den meget. Under Nixons præsidentperiode i 1969-1973 gik budgettet fra 2,31% til 1,35% af det samlede forbrug (Det fulde skema over Nasa’s budget kan findes i bilagene)
De gyldne år for NASA var altså hermed forbi.
Sovjetunionen politiske og økonomiske udvikling
I årene op til 1969 fungerede det sovjetiske måneprogram på en lidt anden måde end det amerikanske. På grund af de få pengemidler, var det ikke muligt at arbejde ligeså effektivt som USA. Samtidig opstod der en mærkelig politisk organisering i hele deres rumprogram. Der sad en chefkonstruktør i hvert bureau, som kunne bestemme det hele. Ofte havde de forskellige chefkonstruktører svært ved at enes. Der kunne arbejde op til tusind teknikere under hvert bureau, som alle arbejdede under dårlige arbejdsforhold. F.eks. var det svært at få arbejdsro, hvilket betød at hele rumprogrammets systemopbygning var ineffektivt, i forhold til amerikanernes rumprogram, hvor alle ansatte arbejdede under én ledelse.
Budgettet for det russiske måneprogram var meget lavere end USA’s. Der er ikke et præcist tal på, hvor stor en sum der gik til det russiske måneprogram, men tallet er sandsynligvis mellem 4,8-10,1 milliarder dollars. Sammenlignet med USA’s 24 milliarder dollars var det meget lidt. Faktisk under 50% af USA’s budget. Dette kunne til dels skyldes, at den daværende russiske præsident Nikita Khrushchev var mere interesseret i at bruge penge på missil-systemer end på månekapløbet. På den måde troede Vesten at Sovjetunionen ofte brugte penge på nye rumprogrammer, selvom mange af pengene i virkeligheden blev brugt på missil-systemer. Økonomien i Sovjetunionen var relativt god helt op til 1970’erne. Dette var selvfølgelig med til at give dem den propagandafordel, at kommunismen sagtens kunne fungere som fremtidens samfundssystem. Nationalindkomsten var især høj i perioden 1966-1970, hvor væksten lå på 8,5%. Derefter er det dog gået nedad. I perioden 1971-1975 var væksten 5,6%. I 1976-1980 var den 4,2% og i 1981-1985 var den 3,4%. Der kan man tydeligvis se en nedgang i Sovjetunionens vækst. Omkostningerne for måneprogrammet og missil-systemerne havde dog meget lidt med den dårlige økonomiske udvikling af gøre. Det var mere på grund af de politiske reformer der blev indført i landet, der viste sig ikke at være særlig effektive. I de næste mange år led Sovjetunionen af store økonomiske underskud og dårlige arbejdsforhold/levevilkår. Men som sagt, kunne måneprogrammets omkostninger ikke bebrejdes særlig meget for dette.
Rumkapløbet førte heller ikke til store politiske forandringer. Nikita Khrusjtjovs regeringstid varede fra 1958 til 1964. Som følge af, at han havde indkasseret alvorlige nederlag i sin periode som Sovjetisk leder, blev han erstattet af Leonid Brezjnev. Ingen af nederlagene havde dog nogen relation til måneprogrammet. Et af nederlagene var hans forsøg på, i al hemmelighed, at placere atomraketter på Cuba, hvilket selvfølgelig ikke endte så godt for Sovjetunionen.
Leonid Brezjnev var leder helt frem til 1982, hvor han døde og derfor måtte forlade lederposten.
Månekapløbet havde altså ikke en stor påvirkning af hverken økonomien eller politikken i Sovjetunionen. Dette var det stik modsatte i USA, hvor NASA’s budget var meget større, så kapløbet havde en større påvirkning af økonomien. Samtidig vandt og mistede præsidenterne også popularitet baseret på deres holdning til rumfart. Dette kunne ses, da John F. Kennedy blev valgt som præsident i stedet for Dwight D. Eisenhower, delvist fordi han havde en mere positiv tilgang til amerikansk rumfart.
Hvad betød sejren for USA?
Det stod allerede klart efter den første månelanding i 1969, at USA var vinderen af kapløbet. Sejren bevirkede til mange gode resultater for nationen, men også for resten af verden. Formålet med kapløbet var at slå Sovjetunionen, så USA fremstod som den stærkeste af de to supermagter. Det lykkedes. Efter månelandingen var USA helt klart den teknologisk stærkeste, og det vidste resten af verden nu med sikkerhed. Men Apollo 11 gav i sidste ende ikke nogen forbedret militærsikkerhed, og dens betydning i den kolde krig var minimal. Til gengæld hjalp månekapløbet og sejren amerikanerne på en helt anden måde end man havde regnet med.
I årene fra 1962 til 1973, hvor amerikanerne udviklede og igangsatte Apollo-programmet, blev 376.000 personer, 20.000 industrier og 200 universiteter beskæftiget, på den ene eller anden måde. Det var positivt, da det hjalp med at holde de mange amerikanere på arbejdsmarkedet beskæftiget.
Rumkapløbet var med til at afspejle mange amerikaners hverdag. Begejstringen for rummet og månen var især stor i 60’erne, og det kunne man se på kulturen. Der blev sunget sange, skrevet bøger og lavet film om rummet, mere end nogensinde før. Selv om der var mange, der havde en negativ holdning til hele måneprogrammet, måtte man indrømme, at 60’erne og 70’ernes kultur var stærkt præget af rumkapløbet og månelandingen. Ikke bare for USA, men for hele den Vestlige verden.
Det paradoksale ved hele rumkapløbet var, at det ikke var selve bedriften at foretage en bemandet landing på månen, der gav flest resultater. Det var de mange års slid og hårdt arbejde, det krævede for at nå det mål. Godt nok ved vi en hel del mere om, hvordan månen og universet hænger sammen, takket være månelandingerne. Men pga. de mange udfordringer der opstod for at kommer derop, blev der udviklet en helt masse nye ting, som også har gavnet hverdagslivet her på jorden. Nogle af de ting som verden fik mest gavn af ved rumkapløbet, var de utrolig mange opfindelser, der fandt sted i forsøget på at komme derop. Disse er f.eks.:
- Joysticket, som NASA opfandt for at skabe en nem måde at navigere rumskibene på. Den bliver i dag benyttet til både spilkonsoller og diverse fartøjer.
- Teknologien, som findes i støvsugere og boremaskiner, blev opfundet af NASA, da de skulle bruge et redskab til at samle månestøv ind.
- Røgalarmer, som NASA opfandt til at opdage giftige gasarter om bord på Skylab (Skylab var en rumstation der blev bygget fra de resterende Apollo-raketter).
- Satellit-navigationssystemet (muligvis den største opfindelse) blev opfundet af NASA, ved hjælp af deres mange opsendte satellitter, der kredser rundt om jordens atmosfære.
- Satellit-tv blev også skabt sammen med navigationssystemet ved hjælp af satellitterne.
Dette er kun en meget lille brøkdel af alle de ting der blev opfundet som en del af rumkapløbet. Sandsynligvis ville mange af tingene blive opfundet af nogle andre, hvis der ikke var noget månekapløb. Men det er stadig tankevækkende, hvor meget anderledes vores hverdag ville se ud, hvis rumkapløbet ikke havde fundet sted. USA, som skabte størstedelen af opfindelserne, har jo i sidste ende også tjent penge til landet på at sælge opfindelserne til offentligheden.
Rumkapløbet i sig selv, var et stort skridt frem for rumfarten. På bare få år formåede USA og Sovjetunionen at udvikle større og bedre raketter, sonder og satellitter end verden nogensinde havde set før. Men afslutningen på månekapløbet var også indflydelsesrig for rumfarten. Månekapløbets afslutning var nemlig det punkt der bar os over i den form for rumfart vi kender i dag – den moderne rumfart. Efter afslutningen på den sidste Apollo-flyvning var kapløbet mellem de to stormagter for alvor slut. Det gjorde at konkurrencen langsomt blev erstattet med et samarbejde mellem de to stormagter. Andre lande i verden, f.eks. Frankrig, England og Danmark, oprettede også deres egen rumindustri. Samtidig begyndte man at etablere et netværk af satellitter, som både gjorde det nemmere at samarbejde og kommunikere med hinanden over store afstande.
I USA var der især et problem med at finde et nyt mål for rumfarten. Rumindustrien beskæftigede nemlig mange tusinde mennesker og industrier, og var meget afhængig af regeringskontrakter. Derfor blev interessen hurtigt lagt over på jordens naboplanet, Mars, så NASA kunne fortsætte med deres arbejde.